Min rejselyst blev skabt, da jeg som 16-årig den 26. juni 1992 flyttede til Münster i Tyskland (hørte kampen gennem bilradioen på den tyske Autobahn), hvor jeg skulle tilbringe et år som Au-Pair hos en dansk/tysk familie.
Jeg er født på Fyn i 1975 og døbt, Helle.
I min barndom havde vi aldrig rejst længere end med tog til Østrig (var 24 år inden jeg fløj på ferie første gang), så min fascination var stor, da jeg pludselig mødte en familie, som havde boet 8 år i Irak og rejst til eksotiske steder, der for mig var helt ufremkommelige.
Den barndomsferie jeg husker som den bedste, er den hvor min far byggede en stor trækvogn, pakkede den med telte og med kone og tre pigebørn ”gik” på ferie i det Sydfynske.
Siden dengang har jeg blandt andet set nordlys i Lapland, danset hula på Hawaii, mærket slummen i Bangladesh, været på krydstogt i Caribien og drukket øl med en australsk fodboldstjerne i Hanoi.
I 2013 mødte jeg endelig manden i mit liv, Peter (født i 1976). Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke ønskede at få børn og at rejser i stedet skulle berige vores liv.
Vi havde begge rejst en del inden vi mødte hinanden, men lysten til at tage afsted sammen var fra første dag et samtaleemne. Vi har aldrig brug for så meget overbevisning, når den ene får en idé til en destination og ofte har vi booket billetter et par timer senere.
Vores største rejseeventyr sammen venter i efteråret 2019, hvor vi påbegynder vores store jordomrejse.
Med Peter på Bondi Beach