Banff er med sine 1.476m over havets overflade den højest beliggende by i Canada. Byen summer derfor af både skientusiaster og naturmennesker, der kommer for at benytte de mange muligheder for at hike.
Vi besøgte Banff på vores jordomrejse i oktober 2019.
Vi ankom til Banff direkte fra Lake Louise og frygtede lidt, at Banff ikke ville kunne leve op til de fantastiske oplevelser, Lake Louise havde givet os.
Banff har dog sin egen wow-faktor og er en sammensmeltning mellem noget af verdens smukkeste natur, souvenirs, barer, restauranter og butikker. Heldigvis har man været god til at adskille de to kontraster, så når man træder væk fra hovedgaden er der ingen smarte kaffebarer eller fine butikker.
Der hersker en landsbystemning i Banff, hvor man hilser på hinanden, tager hensyn og er enormt hjælpsomme.
Man møder stort set ingen i høje hæle og BOTOX og tung make up er heldigvis ikke en del af gadebilledet.
Her går man rundt i yogabukser, vandresko og canadiske skovmandsskjorter og supermarkedet bugner med grøntsager og sund mad.
Vi var ikke kommet til Banff for at stå på ski, men fik hiket lidt og nød den vidunderlige natur.
Jeg var så heldig at fejre min 44 års fødselsdag i Banff og så spiste vi 3 gange på samme restaurant.
Pacini Ristorante er en italiensk inspireret kæde som har taget patent på ordet “breadbar”. Det går i alt sin simpelthed ud på, at man vælger et stykke toast og smører det på begge sider med et udvalg af smørelse. Derefter griller man det selv på den grill der står midt i restauranten. Priserne er yderst fair og vi fik kun mad der var lavet med lækre råvarer.
Læs mere om Banff