Guide: Japansk kultur

Én af de serier der gjorde størst indtryk på mig i 80’erne var “Shogun”. Dengang forstod jeg ikke helt de politiske budskaber i serien, men jeg var dybt fascineret af de seje mænd, smukke kvinder og det fantastiske landskab.

Den japanske kultur er en uddannelse man aldrig helt består. Den har så mange facetter og jeg synes, at det er fascinerende, at man kan skabe et samfundet stort set uden kriminalitet og vold.

Den Japanske kultur er bygget op omkring høflighed, anstændighed og æstetik.

I Danmark er vi efter min mening blevet så fokuseret på vores egen frihed, at vi i stedet begrænser andre i deres frihed.

Vi må ikke længere forvente at teenagere respekterer voksne, bede naboen om at skrue ned for festen eller gud forbyde det irettesætte andres børn.

Vi er en generation der har overbevist os selv om, at vi aldrig må undertrykke en eneste følelse og at vi konstant skal tage vores liv og lykke op til revision.

Det er en stor diskussion om “regler” er roden til følelsen af frihed eller fængsel, men jeg savner nu lidt hensyn til andre i vores dejlige Danmark.

Tokyo er verdens største by med 37 mio indbyggere. Jeg synes dog, at Strøget i København en lørdag formiddag føles meget værre end at slentre rundt i Tokyos gader.

Japanerne har ikke næsen i telefonerne når de går rundt, der er ingen kaffe eller mad i hånden og man ser aldrig en japaner råbe eller skabe opmærksomhed på gaden.

Selv i verdens travleste lyskryds er det kun turisterne der bumper ind i hinanden. Japanerne smyger sig i stedet lydløst og stilfuldt afsted i deres elegante tøj og med deres smukke silhuet.

Vi følte os aldrig utrygge i Tokyo. Der er ikke som i andre storbyer, områder man skal holde sig fra efter solnedgang og man har aldrig følelsen af, at nogen prøver at snyde en.

Jeg er slet ikke færdig med at forelske mig i den japanske kultur, men her er lidt om hvad jeg lærte på vores 4 dage i Tokyo.

Ninja vs Samurai:

Har du ligesom jeg også undret dig over hvad forskellen egentlig er på en Ninja og en Samurai?

Det er faktisk meget simpelt.

Samuraierne tilhørte den noble overklasse og kæmpede ulønnet hele livet for kejseren. Deres dragter var farverige kimonoer (Altså kjoler) og de kæmpede efter gammel etisk etikette. Selv under kamp holdt de på formerne og overtrådte aldrig “bushido koden”. De kæmpede med åbenlyse våben som samurai sværd.

Ninjaerne var derimod af lavere klasse og kæmpede som lønnede lejesvende for den højestbydende. Deres dragter var sorte og dækkede alt undtagen øjnene. Under kamp galt alle kneb og beskidte tricks var ninjaernes bedste våben. De kæmpede med skjulte våben som kastestjerner og var kendt for deres “sneak attacks”

Hvordan bukker man på japansk?:

I Japan giver man helst ikke hånd, man bukker (Både kvinder og mænd). Reglen er, at jo dybere man bukker, jo større respekt udviser man. Hvis man fx møder kejseren skal man bukke 90 grader og holde bukket så længe som muligt.

Japanerne opdrages i at bukke korrekt og efter hierarki, men os europæer ender altid med at blive lidt kiksede når vores blegfede kroppe forsøger at efterligne de noble teknikker de forskellige asiatiske kulturer har.

I Japan kommer man langt med at smile, og bukke hovedet let fremover. Husk dog at få skuldrene med, så man ikke bare ligner en der tjekker Facebook på sin telefon.

Det sværeste ved et japansk buk er at placere hænderne korrekt. Mine hænder ville hele tiden samle sig, som om jeg skulle til at bede. Det korrekte for kvinder er dog at samle hænderne i skødet mens man bukker og mænd beholder hænderne langs siden når de bukker.

Masker:

Når man rejser i Asien kan man ikke undgå at lægge mærke til hvor mange der går med masker for mund og næse.

Det er forskelligt fra land til land hvorfor man bærer maskerne. Nogle steder er det for at beskytte sig mod uren luft, mens det andre steder er for at undgå at smitte eller blive smittet.

I Japan ser man også maskerne, men årsagen kom lidt bag på mig. Det skyldes nemlig at mange japanere har allergi overfor cedertræ, så maskerne beskytter dem mod at indånde de små pollen.

Det skal lige nævnes at cedertræ er et af de mest udbredte træer i Japan og som pollenallergiker er jeg fan af tanken om, at kunne komme igennem græspollen sæsonen uden at føle, jeg dør lidt hver aften.

Dem, De og Deres:

Det var Peters store drøm at blive kaldt “Peter-san”, mens vi var i Japan (Ref. til Karate Kid filmene) og det lykkedes faktisk også en enkelt gang.

“San” betyder Hr. eller Frue og bruges derfor når man er Dis (hvilket man er i Japan). Japanerne bruger efternavnet + san, men hvis man er lidt mere uformel kan man bruge fornavnet + san.

Toiletter:

Toiletbesøg i Japan er en oplevelse i sig selv. Jeg tror ikke der er en eneste vesterlænding der har besøgt Japan og ikke har mindst et billede med hjem af et toilet (jeg gik all in pga min lille blære).

Det særlige ved toiletterne er, at japanere synes at toiletbesøg er noget af det pinligste et menneske kan foretage sig, så alle toiletter er udstyret med en lille computer, der kan gøre besøget mindre pinligt.

Der er selvfølgelig forskel på om toilettet befinder sig på en togstation eller et 5 stjernet hotel, men det kan som minimum altid skylle gæsten i numsen og levere lyd der overdøver prutter og bummelum.

På vores hotel havde vi sågar varme i sædet og valget mellem at blive skyllet i “mølle 1” og “mølle 2” (mølle er “numse” direkte oversat til fynsk).

Skrald:

I Danmark er vi vandt til at der er skraldespande på alle gadehjørner og de fleste af os er også gode til at bruge dem.

I Tokyo finder man ikke en eneste skraldespand i offentligt rum. Japanerne ville dog aldrig drømme om at smide skrald på gaden, så de samler det i lommen og smider det ud, når de kommer hjem.

Der er desværre en tragisk årsag til de manglende skraldespande.

I 1995 blev Tokyo udsat for et ellers sjældent terrorangreb. Gerningsmændene havde gemt 5 kemiske bomber i skraldespande på 3 metrostationer. 13 mennesker mistede livet og 50 blev såret på stedet, men flere døde senere som følge af giften.

Det blev efterfølgende besluttet at alle offentlige skraldespande i Tokyo skulle fjernes. Både af respekt for de døde, men også for at forhindre at det kunne ske igen.

Kimono:

Kimonoen er den japanske nationaldragt og bæres af både kvinder og mænd. Den findes i utallige farver mønstre og materialer, men alle japanere ejer en kimono og bærer den med stolthed.

Der findes stadig japanere der bærer dem hver dag, men de fleste har dem hængende i skabet til særlige lejligheder.

Det er muligt at tage kurser i brugen af kimono, hvor man lærer de forskellige regler om hvordan båndet bindes, hvor lange de skal være osv.

Basisreglerne er at en traditionel kimono skal være gulvlang, have bred krave og lange ærmer. De findes kun i én størrelse og slås rundt om livet med venstre side over højre på levende mennesker og omvendt på døde.

En ægte kimono i silke kan blive en dyr affære (især for kvinder) hvor der ligeledes skal tilkøbes det forskellige udstyr: “Obi” (bindebåndet/puden på ryggen, “Tabi”(Sokkerne), “Geta” (træsandalen), “Kanzashi” (det fine hårpynt som kvinderne bruger) + et hav af underdele, bånd og bælter.

En kimono med fyldt udstyr til kvinder, kan sagtens ligge i priskategorien 70 – 140.000 kr.

Pga. det forskellige udstyr er det ikke muligt at iføre sig (især den kvindelige) kimono uden hjælp fra andre, så derfor er brugen af kimono helt naturligt blevet udfaset gennem årene.