Forsikring
Det er vigtigt at have en rejseforsikring. Uanset om du skal 2 dage til Paris eller et halvt år til Asien, så kan uheldet være ude og en god forsikring er derfor altafgørende.
Mange mener fejlagtigt at man på rejser i EU er dækket af det blå sygesikringskort, men dette gælder altså kun hvis du får brug for lægehjælp på rejsen. En rejseforsikring dækker hjemtransport, beskadiget eller stjålet bagage, tyveri og lign. Husk også at der er udløbsdato på det blå sygesikringskort, så sørg selv for at holde øje med, hvornår det skal fornyes.
Vi har tegnet en rejseforsikring gennem vores indboforsikring. Dette er ofte den billigste og nemmeste løsning, da man således altid er dækket. Der er dog det ”aber dabei” at denne forsikring kun dækker rejser på max 60 dage.
Vi valgte at forsikre os gennem Europæiske for den sidste 1,5 måned af vores jordomrejse. Prisen afhænger lidt af alder og hvilke lande man rejser i, men Europæiske eller andre selskaber laver med glæde et tilbud på forsikringen, hvor der også tages højde for, at der er tegnet forsikring for de første 60 dage.
Hvis du er medlem af Danmark, er det også muligt at tegne en ret god rejseforsikring gennem dem.
På længere rejser er det en god ide at efterlade kopi af police hos pårørende derhjemme, så de kan træde til med hjælp, hvis du selv er ude af stand til dette.
Medicinsk forhåndsgodkendelse
Jeg lever med en mild form for epilepsi. Jeg falder heldigvis ikke om på gulvet i kramper, men jeg får anfald hvor jeg forsvinder væk og låser fast.
Det er med andre ord ikke en lidelse der afholder mig fra at rejse ud i Verden, så længe jeg tager mine forholdsregler.
Hvis du har en kronisk lidelse eller har været et udredningsforløb igennem, er det vigtigt at få en medicinsk forhåndsgodkendelse fra rejseforsikringen.
I mit tilfælde betyder det, at jeg kun er dækket ved akut sygdom og tilskadekomst, som ikke kan relateres til min epilepsi.
Jeg må ikke længere føre bil og ville hvis jeg trodsede dette, heller ikke være dækket ved uheld.
Hvis du har brug for at medbringe medicin på rejsen, så sørg for at det ligger i original emballage med indlægsseddel og pak det altid i håndbagagen.
Check gyldighed på Pas
Det lyder nok som en selvfølge, men det er altså oftere end man tror, at folk møder op i lufthavnen med et pas der er udløbet.
Når man rejser til lande der kræver Esta, skal du være opmærksom på, at der også er særlige regler for hvor længe efter besøget at Passet skal være gyldigt.
Som udgangspunkt er det bedst, hvis dit pas ikke udløber før ½ år efter din rejse er afsluttet.
Søg visum
Som danskere har vi et af verdens stærkeste Pas. Dvs. at der ikke er nogle lande vi ikke kan rejse til. Det er dog meget forskelligt om man forud for sin rejse skal søge visum, eller om dette kan gøres ved indrejse i lufthavnen / ved grænsen.
eTA (electronic Travel Authorization) eller ESTA (Electronic System for Travel Authrization) ansøgninger har (heldigvis) erstattet den gamle metode med at skulle udfylde blanketten i flyet ved landing. Begge skal nu (ofte mod et gebyr) søges online i god tid inden rejsen. ESTA søges inden indrejse til USA og eTA søges inden rejser til Canada, Australien og fra medio 2019 også til New Zealand.
Når man googler, virker det som om, der findes mange websider hvor man kan søge eTA og ESTA, men vær opmærksom på, at disse ofte er fake sider, eller sider som tager extra høje gebyrer. Søg derfor kun direkte hos landets stat/ambassade. Som udgangspunkt skal ordet ”gov” indgå i webadressen.
Jeg har fundet de officielle links til ESTA of eTA. (spørgsmål rettes direkte til de pågældende myndigheder og udfyldning og benyttelse er på eget ansvar):
USA (ca. 14 USD)
Canada (ca. 7 CAD):
Australien (Gratis):
New Zealand, inkl. Cook Island (Ca. 44 NZD):
Det er nyt (2019) at man kan søge eTA til New Zealand forud, men til gengæld er det så nemt, at man bare henter deres app ”NZeTA”, hvor man kan scanne sit pas og få taget et billede. Super nemt.
For andre lande, er det vigtigt at undersøge, om du skal søge visum hjemmefra (Fx til Kina). Du kan finde vejledning hos udenrigsministeriet, men vær opmærksom på at det kun er en vejledning uden ansvar, hvor de tager højde for, at der kan være sket ændringer, som ikke er opdateret.
Hvis du er i tvivl og vil være 100% sikker, kan du søge hjælp hos det pågældende lands ambassade.
Vacciner
Når det gælder vacciner, skelnes der mellem hvilke vacciner der er nødvendige og hvilke der anbefales. Hvis du skal rejse udenfor Europa vil jeg anbefale dig at blive vaccineret mod difteri/stivkrampe hvert 10´ende år og Hepatitis A 2 gange indenfor ½ til 1 år, så er du nemlig dækket i ca. 40 år.
Du kan finde information om rejsevacciner hos Statens Serum Institut og du kan få vaccinerne hos egen læge eller hos klinikker der tilbyder vacciner.
Via Statens Serum Institut kan du også undersøge om du skal beskyttes mod malaria, denguefeber, tyfus, polio mm.
”Better safe than sorry”, er en måde at anskue de forskellige måder at forebygge på, men jeg mener dog, at der er stor forskel på, om du rejser som turist eller f.eks. skal være et halvt år i junglen som forsker. Overvej derfor om du reelt udsættes for en risiko for fx malaria på charterferien til Thailand og om det således er hele besværet værd at gå behandlingen igennem.
Det er altid godt at beskytte sig mod myggestik ved at købe mygafvisende spray. Jeg vil dog altid anbefale at købe det i det enkelte land, da det der er tilpasset landets myg. Det man køber i Danmark, vil en malaysisk myg være fuldstændig ligeglad med, da det slet ikke er kraftigt nok.
Valuta
Hvis jeg skal på ferie i 8-14 dage foretrækker jeg at bruge kontanter. Jeg ved godt, at jeg er en uddøende race på det punkt, men på den måde kan jeg bedst holde styr på, hvad jeg bruger.
Hvis man skal rejse i længere tid og til flere destinationer, kan det dog være svært at have kontanter med til hele rejsen.
Du kommer dog ikke helt uden om at skulle bruge kontanter på rejsen, da der stadig er mange afkroge, hvor Visa kort ikke kan bruges. Dertil kommer også de drikkepenge som forventes så snart man bevæger sig udenfor Skandinavien.
Det er godt at have lidt USD med, hvis du skal Jorden rundt. Denne valuta er populær i alle dele af Verden.
Hvis du skal bruge dit Visa kort i butikker, så sørg for at vælge lokal valuta når automaten spørger, om du vil betale i DKK. Du betaler næsten altid til en dårligere kurs, hvis du vælger at betale i DKK.
Sørg for at undersøge hjemmefra om du betaler gebyrer, når du hæver kontanter i automater eller banker i udlandet. Nogle banker tager helt op til 50 kr. pr. hævning, så det kan hurtigt løbe op på en lang rejse. Du bør kunne se dette i din netbank.