skip to Main Content

På rejsen!

Kom let igennem lufthavnen og ombord på flyet

Mange mennesker bliver let konfuse og stressede af de travle og store lufthavne. Selv når man er erfaren rejser, kan man blive slået lidt ud af kurs, hvis sult og træthed har meldt sig.

Jeg har samlet lidt tips til hvordan du kommer let igennem lufthavnen og godt ombord på flyet:

  • Kom i god tid, det gør bare alt lettere
  • Hav billetter og Pas klar når du alligevel står i kø
  • Lad være med at efterlade bagage og tasker uden opsyn.
  • Sørg for at have dine væsker klar i den påkrævede pose inden du går til security, så du ikke skaber extra kø.
  • Sørg for at fjerne bælter og andet metal mens du alligevel står i kø. Andre gider ikke forsinkes af dig.
  • Orienter dig om hvor din gate er, når du er kommet om på airside. I store lufthavnen kan der være langt til gaten, så det er godt at have styr på, inden du falder for alle fristelserne.
  • Hold øje med hvornår du skal være ved gaten og mød op til tiden, men lad nu være med at stille dig i kø ved skranken så snart de begynder at boarde. Det blokerer for dem som skal boarde først (Business og rejsende med børn), så bliv roligt siddende til din sektion bliver kaldt til boarding. Der er faste pladser til alle, så ingen panik.
  • Når du kommer ind i flyet og finder din plads, så træd ind imellem sæderne så andre kan komme forbi og finde deres plads. Når der er fri bane, har du god tid til at få din bagage lagt på plads og så kommer flyet også afsted til tiden.
  • Vis hensyn og check med passageren bag dig, inden du læner sædet bagud.
  • Lad nu være med at bruge sædet foran til at hive dig op ad dit eget sæde. Der er ingen der synes det er fedt at blive brugt som katapult (som er det der sker for den der sidder foran, når sædet slippes igen).

Oplev og vær i nuet

På mine første rejser brugte jeg meget tid og energi på at filme og tage billeder. Nu hvor jeg er blevet en erfaren rejser, er jeg blevet bedre til at nyde og opleve. Minderne lagres bare bedre, når de ikke er skabt gennem en linse, men når man i stedet bruger sanserne og bliver i nuet.

Selvfølgelig skal der tages masser af billeder, så længe man også husker at tage sig tid til at sidde stille og bare nyde.

Da jeg var i Lapland i 1990 (lejrtur), sad vi en aften omkring bålet og pludselig var himlen et lyshav af nordlys. Havde det været i dag, havde jeg haft masser af billeder og videoer af fænomenet, men dengang lå vores kameraer trygt tilbage i hytten og oplevelsen forbliver således i vores minder. Det synes jeg faktisk er meget fedt!

Husk time out

Mit bedste råd til en god rejse må næsten være: Husk Time out.

Især når man rejser flere sammen, er det vigtigt med lidt tid hver for sig. Peter og jeg tager altid et par timer hver for sig et par gange på vores rejser. Det gør bare, at vi aldrig rigtigt når at gå hinanden på nerverne, når man lige får lidt tid alene.

Peter drikker ikke kaffe, så jeg sætter mig måske på en cafe med en god kop mocca eller Peter finder en sportsbar og ser lidt fodbold eller cykling.

Vi elsker også at gå i biografen eller snuse i supermarkeder, så man får lidt følelse af hverdag. Vi kan også sidde helt stille ved siden af hinanden et par timer og bare nyde stilheden og øjeblikket.

Skriv dagbog

Jeg har altid medbragt et linjeret hæfte og en blyant, hvor jeg hver dag har noteret et par stikord om mine indtryk og hvad jeg har oplevet samt navne på restauranterne og de mennesker jeg mødte.

Jeg synes altid man har en tendens til at glemme detaljerne og når man så vil anbefale den lille hyggelige restaurant til andre, har man glemt alt om navnet.

I dag er hæftet dog skiftet ud med en iPad, men det er stadig hyggeligt at læse mine gamle ”rejsedagbøger” på en grå og kedelig vinterdag hvor der er længe til næste rejse.

Hygiejne

Jeg er vokset op i et hjem hvor karkluden blev skiftet hver dag og køleskabet rengjort hver fredag.

Som dansker er det en naturlig ting at bade dagligt og smileyordningen guider os til, hvilke restauranter Staten mener ikke har styr på hygiejnen.

Vores syn på god hygiejne er dog ikke ensbetydende med at mennesker i resten af Verden der ikke følger samme normer, falder døde om på stribe.

Når jeg rejser, går jeg ud fra princippet om, at hvis det lugter dårligt, så er det nok også dårligt. Jeg har aldrig fået madforgiftning på en rejse, men en lidt hurtig mave en gang eller to kommer man nok ikke udenom. En halv dag på toilettet behøver ikke være værre end, at det bare er maven der omstiller sig.

Det er en god ide at undersøge om det går at børste tænder i vandet fra hanen og nogle steder er det også en god ide at undgå isterninger, rå grøntsager og salat.

En god håndsprit er vigtig at benytte inden du indtager føde og inden du rører dig i ansigtet.

Jeg er kontaktlinsebruger og efter hjemkomst fra Bangladesh måtte jeg få behandling for en virus i øjet, som må være opstået, fordi jeg ikke fik vasket hænderne grundigt nok, inden jeg tog linser ud.

Hvis man går meget i klip klappere i byer med meget affald i gaderne kan det også være en god ide at vaske fødder og sandaler om aftenen inden du går i seng.

Mht. mad så vær ikke bange for at prøve den lokale mad, men spis ikke noget du har en dårlig fornemmelse af. Jeg var fx engang på en bådtur i Vietnam, hvor jeg var blevet tippet om, at risene blev kogt i søvandet, så dem gik jeg pænt udenom.

Jeg spiser aldrig forebyggende piller, da man bliver så frygtelig forstoppet af dem. Jeg medbringer dog altid en pakke Imodium, som kan stoppe akut diarre, hvis man ikke lige er i nærheden af et ordentligt toilet.

Mit bedste råd på rejsen: Drik masser af cola. Det renser, bleger og desinficerer!

Flyskræk

Når man siger, man er bange for at flyve, betyder det så ikke bare, at man er bange for at dø?

Jeg har ikke flyskræk som sådan, jeg forsøger nemlig at være rationel. Men jeg kan få panikangst, hvor jeg lige pludselig bliver grebet af, “men hvad nu hvis”. Det tror jeg vi alle sammen kan, men at være bange for noget er ikke det samme som, at noget slemt vil ske.

Man kan sige at flyskræk ikke er en reel angst, da man frygter noget som ikke er i gang med at ske og hvor sandsynligheden er meget lille for, at det sker. Derfor skal man bruge logik til at overbevise sig selv om, at frygten for at styrte ned ikke beskytter én og så prøve at fokusere på det eventyr, der venter forude.

Jeg har ikke de vise ord til at kurerer flyskræk, men jeg har arbejdet i Københavns Lufthavn i næsten 3 år, hvor der dagligt letter og lander ca. 800 fly, som svarer til 292.000 om året, eller 876.000 fly på de godt 3 år. Ikke et eneste af dem har været involveret i fatale ulykker.

Sygdom

Jeg er den type som aldrig bliver syg, udover altså når jeg har ferie. Hvis man først én gang har prøvet at være rigtig syg på en ferie, så lærer man at spise vitaminer i ugerne op til rejsen.

Peter og jeg var i 2016 taget til Los Angeles for at være så tæt på Oscaruddelingen som muligt. Efter Los Angeles ville vi videre til Las Vegas, hvor vi først skulle overnatte på Luxor og så slutte af i en kæmpe luksus suite på et ukendt men meget lækkert hotel tæt på The Strip.

Vi skulle checke ud af Luxor lørdag middag og om morgenen gik jeg en tur for at købe kaffe. Jeg kunne godt mærke at jeg havde det underligt, men først da jeg kom tilbage på værelset, røg jeg ud med hovedet i toilettet.

Peter havde det fint, så jeg afviste at det kunne være noget vi havde spist. Jeg tog i stedet min temperatur og havde over 39 i feber.

Peter sørgede for at checke os ud og finde en Taxa til næste hotel. Vi gik med til at betale for en opgradering, bare for at kunne få værelset hurtigere.

Netop som vi trådte ind ad døren, konstaterede Peter at han heller ikke havde det så godt, så i stedet for gå efter indkøb af madvarer, lagde han sig ved siden af mig i sengen.

Her blev vi til tirsdag formiddag, hvor jeg begyndte at blive bekymret for, om vi kunne klare flyveturen hjem om onsdagen. Feberen var hos os begge over 40grader et par gange og vi hostede så meget, at det var svært at trække vejret.

Vi blev enige om, at vi måtte prøve at komme på apoteket og finde nogle gode amerikanske “drugs”. Da vi havde fået tøj på, sank Peter sammen med blanke øjne og sagde ”Nej, jeg kan ikke”…

Jeg fandt to Panodiler og drak den sidste mundfuld Fanta vi havde tilbage og så vraltede jeg mod Walgreens 900 meter væk.

På vejen registrerede jeg godt en hjemløs mand der sad på gaden og da jeg kom helt hen til ham, rejste han sig op og sagde ”Are you okay?”…. Så ser man syg ud, når en hjemløs siger det til én.

På apoteket tog jeg én af hver af de piller der så mest giftige ud + en flaske med noget orange stads der hed noget med ”flu”.

Onsdag morgen delte vi resterne af det orange stads og tog mod Lufthavnen. Vi fløj heldigvis direkte til København, men var begge nærmest bedøvede hele vejen.

Min søster tog imod os og kørte os hjem. Da jeg et par dage senere søgte læge, kunne hun konstatere at vi begge havde fået falsk strubehoste og først en uge efter hjemkomst, var vi igen ved at være på benene.

Jeg håber aldrig at blive så syg igen, men når jeg nu tænker tilbage på vores sidste dage i Vegas, så ser jeg Peter og jeg ligge hånd i hånd i en King size seng og se Harry Potter Marathon (fordi vi ikke orkede at skifte kanal) og egentlig er det nok vores mest romantiske øjeblik sammen.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg på denne rejse havde taget et termometer med, men det har jeg så haft på alle vores rejser siden dengang.

Cold & Flu er “the shit”!

Kriminalitet

Medierne er gode til at overbevise os alle sammen om, at Verden er et meget farligt sted, men husk nu, at det at rejse ikke er farligere end at sund fornuft i de fleste tilfælde kan få én sikkert hjem til Danmark igen.

Når det så er sagt, er det vigtigt at undersøge om der er særlige forhold du skal tage hensyn til på dit rejsemål. Der er stor forskel på destinationer og nogle steder skal man tænke sig bedre om end andre. Jeg er aldrig bange når jeg rejser, men jeg er opmærksom på mine omgivelser.

Jeg har heldigvis aldrig selv været offer for kriminalitet på mine rejser, men Peter har oplevet at blive truet med kniv og blive frarøvet sine ejendele på åben gade i Buenos Aires, så det kan ske. Derfor har jeg et par råd, som ikke er ment som afskræk, men mere som sund fornuft.

  • Du kommer ikke udenom at ligne en ”turist”, så sørg for at du kun går rundt med ting og penge du kan undvære og undgå at lægge tasker og ejendele fra dig.
  • Hvis du rejser med rygsæk, så medbring en hængelås til lynlåsen.
  • Lad være med at spille helt, det er er kun ting og penge.
  • Forstå at det ikke er noget personligt, men forhold dig roligt og lad være med at optrappe konflikter.
  • Hvis der er lommetyve, så udstrål at du ved de er der, men undgå øjenkontakt og konfrontationer.
  • Undgå at opbevare værdier i lommer på tøjet (det er ikke for sjov at de hedder lommetyve) og lad være med at tage bundter af sedler ud af pungen, så du afslører hvor mange penge du har.
  • Lær et par ord på lokalsproget, det signalerer at du ikke er helt grøn og derfor ikke et nemt offer.

Derudover er der de klassiske fælder med at undgå Taxa´er med påsat klistermærke (pirattaxaer), undgå sælgere på strande og gader og i det hele taget indse at intet er for godt til at være sandt.

Fremmede kulturer

Det bedste ved at rejse, er for mit vedkommende mødet med andre kulturer og som rejsende skal vi udvise respekt for de kulturer og steder vi besøger.

I Danmark er vi godt oplyste om dyrevelfærd, menneskerettigheder, klimaændringer osv., så det kan virke overvældende og svært at bedømme hvornår man skal gribe ind, når vi oplever at fremmede kulturer har andre vaner end os.

Jeg kunne ikke selv finde på at besøge et dyreshow hvor dyr piskes og undertrykkes for at underholde turister, men jeg accepterer at små landsbysamfund spiser en hund for at overleve. Jeg ved, at det mange steder i Asien er et no go at ”klappe” børn på hovedet og jeg overvejer min påklædning, når jeg rejser til muslimske lande.

Som danskere er det en naturlig ting, at vi bruger humor som en del af oplevelsen og ofte kan vi også tale om folk, uden de kan forstå hvad vi siger. Min opfordring er dog, at vi husker på, at der ikke findes ret mange kulturer der deler den danske humor, så nogle gange kan det være godt at gemme de sjove bemærkninger til man er tilbage på hotellet.

Brug nettet til at få lidt grundviden om de kulturer du skal rejse til.

Vejr

Vejret er heldigvis én af de få ting vi mennesker aldrig kommer til at kunne kontrollere (udover at vi stopper klimaforandringerne) og skal man på ferie er det ofte noget af det man giver mest opmærksomhed.

Det kan være et mareridt når badeferien svømmer væk eller hvis skipisterne er grønne, men jeg forsøger altid at sige til mig selv, at jeg ikke bør ærgre mig over noget jeg ikke kan lave om på alligevel.

Jeg anbefaler at man undlader at kigge for meget på vejrudsigten hjemmefra, men bare afventer og ser. En regnfuld sky på vejrudsigten kan ende med at kun at være en lokal byge, så hvorfor ødelægge sit humør over udsigten til noget der ikke bliver til noget.

Jeg har installeret appen YR, som jeg synes plejer at være ret pålidelig.

Jeg har været en del gange i Asien i regntiden, men ofte er det kun en times voldsom regn hen på eftermiddagen + noget torden om natten, hvilket man sagtens kan tage med som en oplevelse.

Dyreliv

Jeg er skrækslagen for edderkopper og udfordrer derfor mig selv voldsomt hver gang jeg rejser ud i Verden. Jeg har (7-9-13) heldigvis ikke oplevet dem ”up close” i større format end Peter kunne agere helt. Jeg er dog konstant opmærksom på om de nu skulle dukke op og jeg ved jo godt at de er mere bange for mig og alt det der, men alligevel… Ja, det kan altså ikke forklares.
Slanger, rotter, biller, øgler mm. har jeg ikke det fjerneste imod og dem ser man heldigvis oftere end edderkopper.

Min pointe med dette opslag er egentlig bare, at fobier for dyr aldrig skal afholde én fra at rejse og på forunderlig vis får man ofte uanede kræfter, når først man er afsted.

Mit bedste råd er at tage fat i en lokal inden du klasker et større dyr på væggen, det kan nemlig være en sjælden race som er i risiko for at uddø. Fx har min veninde engang opdaget en hvid fugleedderkop i brusekabinen i Sydafrika, som ville have givet en bøde på 100.000 kr. hvis den var blevet slået ihjel.

Jeg har samlet et bar gode råd til at undgå ubudne gæster, når du rejser steder hvor dette er en mulighed.

  • Vend altid dine sko/støvler på hovedet når du stiller dem fra dig, så der ikke kan kravle noget ind i.
  • Undlad at lade kufferten stå åben og luk alle lommer, så de ikke kan bruges som gemmested.
  • Sprøjt lidt insektafvisende spray på kuffert, tasker og andre ting du lægger fra dig.
  • Løft lagenet i sengen i kanterne for at være sikker på, der ikke er sengelus (hvis du først kommer i kontakt med dem, er de næsten umulige at slippe af med.
  • Gå ikke fra en åben dåsecola, det tager kun 4 sekunder for et dyr at kravle gennem det lille hul.
  • Myggespray, myggespray, myggespray… brug det også om natten hvor myggene rigtig har mulighed for at stikke dig.
  • Myg elsker parfume, sved og sure tær, så husk også deo til fødderne.
  • Husk at Hollywood har været med til at gøre mange dyr værre end de er, så forhold dig roligt men hav respekt.
  • Gekkoer er menneskets næstbedste ven, de spiser både myg og edderkopper.
  • Gå som udgangspunkt ud fra at alle dyr du møder i Australien er farlige 😉

Miljø og bæredygtighed

Når man rejser ud i Verden vil man mere end nogensinde blive mindet om at vores Jord ikke længere er i så god stand som den burde være.

Havene flyder med plastik, indlandsisen smelter og tropiske stormer hærger mere end nogensinde før, så vi skal alle tænke os godt om.

Som globetrotter rejser jeg også med fly, hvilket jo er én af de store klimasyndere. Derfor betaler jeg gerne klimatillæg og jeg forsøger også at begrænse mine flyvninger, så jeg kun flyver når der ikke er andre muligheder.

Jeg har samlet et par gode råd til hvordan man rejser mere bæredygtigt:

  • Brug offentlig transport
  • Undgå de korte flyvninger, hvor der findes togruter eller andre alternativer.
  • Prøv at undgå plastik ved at sige nej til poser i butikker og bestilt din cola eller kaffe to go uden plastiklåg.
  • Læs på emballagen om produktet indeholder palmeolie, som er en af de værste syndere og skyld i udryddelsen af regnskoven.
  • Støt op om lokale projekter på rejsen. Meld dig fx til at samle skrald på stranden, eller andre lokale initiativer.
  • Jeg bliver ALDRIG veganer, men jeg respekterer kødfrie dage og tror på de kan gøre en forskel på verdensplan hvis vi alle deltager. I Asien er de fx enormt gode til at tilberede lækre retter uden kød, hvorimod USA aldrig kommer til at bidrage til et bedre klima med deres madkultur.
Back To Top