Canada er Verdens 2 største land med ca. 6.000 km fra kyst til kyst. Fly er derfor den mest anvendte transportform til at tilbagelægge de store afstande.
De fleste turister vælger at leje en bil eller autocamper for at køre rundt i nationalparkerne.
I min barndom var det kun muligt for min far at tage 1 uges ferie om året og altid i efterårsferien. Han var selvstændig og ønskede ikke at bruge sin sparsomme ferie bag rettet, så vi rejste med tog til det sydlige Tyskland og Østrig.
For mig er det at rejse i tog den optimale transportform. Her kan man sidde med musik i ørerne og se landskabet skifte og lade tankerne flyde. Man kan bevæge sig rundt, spise god mad og lade sig vugge i søvn.
Peter og jeg drømte om at opleve Canada i efteråret, hvor skoven har de smukkeste farver og vi ville gerne opleve så meget af landet som muligt. Vi valgte at det skulle ske med en 3 dages togrejse fra Toronto til Jasper i stedet for at flyve den samme afstand på 4 timer.
Togrejser i Canada er i dag mere en oplevelse end en egentlig transportform. Det er med andre ord ikke billigere end at flyve, men til gengæld får man én af Verdens smukkeste udsigter fra sit vindue.
I Canada findes der to jernbaneselskaber: Canada Rail og VIA Rail. Canada Rail tilbyder luksusrejser med udgangspunkt i Rocky Mountains og er flere gange kåret til én af Verdens smukkeste togruter. VIA Rail er det canadiske svar på DSB og har et større rutesystem med længere afstande.
Togruten mellem Toronto og Vancouver med VIA Rail hedder ”The Canadian”. Hele turen tager 5 dage, men vi valgte at stå af i Jasper, så vi kunne opleve området i Rocky Mountains.
Billetter
Der findes forskellige priskategorier og jeg vil her tage udgangspunkt i ruten Toronto – Jasper:
Economy:
Her er man sikret en plads på et sæde der minder om et flysæde på Business Class. Man køber selv sine måltider og har adgang til panoramavognen, fælles toilet og bad.
Sleeper Plus:
Denne kategori har 2 muligheder.
Den billigste er en plads i en åben vogn som om aftenen forvandles til køjesenge med et gardin. Der er adgang til fælles toilet og bad.
Den anden mulighed er en privat kabine til én eller to personer som har sit eget toilet og adgang til fælles bad. Om aftenen forvandles sæderne til 1 eller 2 køjesenge. Det var denne mulighed vi valgte.
Fælles for begge muligheder er, at alle måltider er inkl. og at man har adgang til panorama- og loungevognene.
Prestige:
1 klasses oplevelsen med privat kabine med toilet og bad, dobbeltseng, all inclusive og butler service.
Priser:
Nedenstående er ca. priser (uden ansvar), da det varierer efter sæson og i hvor god tid man bestiller:
Economy:
Ca. 2.200 kr. pr. person.
Sleeper plus:
plads i åben vogn: Ca. 5.200 kr. pr. person. Inkl. mad.
Plads i privat kabine: Vi valgte denne billettype og betalte 14.700 kr. for 2 personer inkl. mad. Vi bestilte discounted billet + brugte en extra rabatkode.
Presitige:
Her skal man have mere end 40.000 kr. for 2 personer op af lommen.
Se mere her: VIA Rail Classes
Sådan bestiller man med rabat:
Det er en god idé at være ude i god tid for at få fat i de billigste billetter. VIA Rail tilbyder ”discounted” billetter, som svarer lidt til orangebilletter og som er dem der ryger først. Derudover skal man holde øje med deres forside, hvor man ofte kan finde en discount code med extra rabat der indtastes inden check out.
Det er også en god ide at tilmelde sig deres nyhedsbrev, hvor man får besked om aktuelle rabatkoder.
Når først man har styr på rabatterne, er det nemt at bestille via deres website.
Se mere her: VIA Rail rabatter
Togplan
I skrivende stund kører the Canadian fra Toronto én gang om ugen på onsdage. Man skal være indstillet på forsinkelser, da der kun er 1 spor på ruten, der skal deles med godstogene. Der kan derfor blive lidt ventetid på stationer, da godstogene altid har førsteret.
Se mere her: VIA Rail Train Schedule
Bagage
Det afhænger af den billet man har købt, men man må medbringe lidt mere end på et fly.
Se mere her: VIA Rail baggage
Vi valgte at checke vores kufferter ind, så vi havde mere plads i kabinen. Med ombord havde vi vores rygsække som var pakket til at kunne klare os i de tre dage. Vi medbragte også drikkelse og snacks som må nydes i kabinen.
Mad & drikke
Hvis man har købt billet med mad inkl. vil der blive serveret morgenmad, frokost og aftensmad. Man får tildelt et tidspunkt, hvor man har adgang til sit bord og man skal være indstillet på at sidde til bords med andre rejsende.
Man kan tilkøbe drikkelse i spisevognen. Det er tilladt at have medbragt drikkelse med og nyde i andre dele af toget, men dette må ikke nydes i spisevognen. Derudover er der restriktioner vedr. indtagelse af alkohol, som jeg dog syntes var lidt forvirrende at gennemskue, så vi holdt os til at nyde alt medbragt drikkelse i vores kabine og så købte vi lidt til måltiderne i spisevognen.
Se mere her: VIA Rail meals
Wifi
VIA Rail tilbyder gratis wifi i lounge vogne, som man dog kun har adgang til med sleeper plus og prestige billetter. Vær forberedt på at hastigheden varierer meget, alt efter om man befinder sig i midten af ingenting eller i byområder.
Mere om the Canadian
Hvis din drøm er at opleve Rocky Mountains fra et togvindue, vil jeg anbefale ruten fra Vancouver til Jasper. Når man kører fra Toronto, ankommer man til Jasper kl. 06:30, så man kører altså i Rocky Mountains mens det er mørkt. En stor del af rejsen fra Toronto til Jasper foregår henover den canadiske prærie, som er flad men stadig en oplevelse værd.
Hvis du er nysgerrig efter, hvad The Canadian kan give af oplevelser, kan jeg anbefale disse Youtube videoer:
Rejseblog: “All on Board”
VIA Rail - The Canadian Type: Sleeper Plus Kabine til 2 personer Område: Fra Toronto til Jasper…